Stop brandene
Da lokalavisen fik nok af evindelige breaking news om brande, og besluttede at gå på jagt efter løsninger

Af Finn Due Larsen, journalist, Albertslund Posten

140.
Så mange gange måtte brandvæsenet rykke ud til brande i Albertslund-området, i perioden fra september 2012-april 2013.
Hver for sig var de fleste af brandene ikke af en slags, beredskabet ville kategorisere som voldsomme. Det var mest mindre brande i containere, skure, osv. – men der var dog også grovere tilfælde imellem. Men det voldsomt høje tal, og den konstante, vedvarende strøm af meldinger om brande opskræmte naturligvis lokalbefolkningen.
Hver gang det skete, sad vi på redaktionen på Albertslund Posten og kiggede på hinanden. Sukkede med himmelvendte øjne – og skrev så endnu en lille omtale til avisen af en brand.

Men den 12. marts 2013 kom vendepunktet. Værestedet Frihjulet, et samlingssted for unge i byen, blev brændt af, helt ned til grunden. Nu var Albertslund forlængst blevet landsnyheder. Mens TV2 News, P4 København, Lorry, EB og alle de andre rullede det store nyheds-skyts frem om “Albertslund brænder”, med store breaking-rubrikker og fokus på at få klik på nettet på baggrund af gys og forargelse, kiggede vi på redaktionen igen på hinanden.
Vi var enige om at vi måtte tænke i nye baner.
Vi havde da allerede fået et praj fra SSP og politiet om at det for flere af de unge brandstiftere var en del af succeskriteriet at blive omtalt i Albertslund Posten. Vi ville ikke medvirke til at tale byen ned, men vi ville heller ikke lukke øjnene for virkeligheden.
Derfor besluttede vi i stedet at slå ind på den løsningsorienterede linje, med konstruktiv journalistik. Borgerne skulle inddrages i løsningen på hvordan brandene stoppes.

Det gjorde vi med mange slags tiltag, hvor flere var nogle vi aldrig havde prøvet før.

Læserne blev opfordret til via vores Facebook-side og på mails at komme med forslag til hvordan problemerne skulle løses. De forslag fremlagde vi for SSP-konsulenten, som så kommenterede dem enkeltvis i avisen (bladr om til side 6):

Kommentarer i avisen

Det var en ny måde at inddrage både læserne og SSP direkte i problemløsningen. Tit bliver læsernes holdninger gengivet som læserbreve, i hurtige voxpops, osv., men her var det noget nyt at læserne var med “på banen” og blev taget alvorligt ved at bringe dem videre til dem med fingeren på pulsen.
Det blev en journalistisk behandling af læsernes kommentarer, som vi kun kan anbefale andre at benytte fra tid til anden.

Vi deltog i en borger-workshop om hvordan brandene stoppes. Var med på en lytter og gengav så mange forslag fra borgerne som muligt – (side 7):

Gengivelse af forslag

Dette var også et nyt skridt. Jeg havde mine ovrervejelser inden om det nu var rigtigt, at journalisten er med i workshoppen. Godt nok kom som lytter, men alligevel – lokalavisens tilstedeværelse kunne måske lægge låg på den debat, som vi gerne ville have frem. Men jeg vejede det op imod, at vi gerne ville vise at vi som lokalavis

  1. tog sagen meget alvorligt
  2. gerne ville være konstruktiv og deltage i problemløsningen
  3. ville vise at vi tager læsernes/borgernes syn på sagen lige så alvorligt som beslutningstagernes.

Og der blev da heller ikke nogen problemer med debatten i gruppen, tværtimod…

Vi fandt eksempler fra andre byer på hvordan man havde løst lignende problemer:
I Greve havde man med succes gennemført et brandkursus for unge fra Askerød-bebyggelsen, der gav dem respekt for brandslukning og blev et prestigefyldt projekt at være med i – som man kunne “blære sig med” overfor kammeraterne.
I Gellerup ved Århus var politiet og borgere gået i samarbejde om en frivillig indsats. Mange borgere meldt sig til at gå på gaden, ringe på døre, uddele informations-brochurer om hvad hver især kunne gøre for at stoppe brande og uro, osv. (bladr til side 2):

Artikel om Gellerup

De nævnte eksempler fra Gellerup og Greve bad vi så både politikere og borgere om kommentarer til: Er dette noget, der kan omsættes til Albertslund?

Også her havde jeg overvejelser. De gik i retning af, at vi som lokalavis kunne komme til at sende et signal om, at “kommunen gør jo ingenting, se hvad andre kan finde ud af”. Og det kunne jo meget vel være, at Albertslund Kommune gjorde en del – bare uden at fortælle os det.
Efter en del overvejelser frem og tilbage blev jeg enig med mig selv om, at hvis det var det signal vi kom til at sende om kommunen – så var det jo et korrekt signal! Kommunen havde virkelig været helt tavse meget længe, om en sag der optog borgerne voldsomt. Så selv om der vitterligt foregik noget i kommunen i forhold til en indsats mod brandene, som bare ikke kom ud til os, så var det jo ligesom kommunens eget problem. De kunne f…g… (undskyld mit franske) bare være kommet på banen noget før!

Artiklerne om Gellerup og Greve satte en sand lavine i gang, i form af initiativer fra borgerne, som vi fulgte op på. Det blev virkelig en kickstart.
Nogle borgere tog initiativ til, med forbillede fra Gellerup, at gå på gaden hver aften, for at holde opsyn. De oprettede også Facebook-gruppen “Øjne i natten”. Det skete med politiets blå stempel, som ikke mente det var selvtægt, men et positivt initiativ.
Andre borgere tog initiativ til ugentlige demonstrationer foran den nedbrændte Frihjulet, for på en positiv måde at vise deres protest mod brande. “Fordi vi elsker vores by – brænd den ikke af”, lød budskabet.
Nogle foreninger gik sammen om at danne et fælles netværk for unge.

Politiet og Albertslund Kommune besluttede at indrykke helsides annoncer i avisen, med opfordring til borgerne om at holde øje og tage aktivt del i problemløsningen, samt holde et borgermøde om sagen, som vi selvfølgelig dækkede.
Indvandrerkvinder besluttede at holde deres egen demonstration, og sende et signal om at de også tager afstand fra brandstiftelserne.

Vores omtaler rejste undervejs naturligvis spørgsmålet: Hvem er brandstifterne? Hvorfor gør de det?
Her var det svært at få et præcist svar. Men vi løftede en flig virkeligheden ved i to omgange at tale med unge, der tidligere havde været en del af et miljø der flakkede om på. Nu var de blevet henholdsvis ansatte i gulvlæggerfirma og direktører i eget transportfirma.

De unge kunne fortælle noget om håbløsheden ved ikke at have noget ordentligt at tage sig til, og der blev også rejst kritik af Albertslund Kommune, for ikke at gøre nok for de unge. Kritikken tog borgmesteren til sig, og arrangerede et besøg og en snak hos de unge i gulvlæggerfirmaet – det fulgte vi selvfølgelig også op på.

To elementer har været gennemgående i hele vores dækning efter brandene: Faktabokse – og Facebook.

  • Faktabokse med konkrete forslag fra kilderne i artiklen til, hvordan brandene stoppes.
  • Facebook som flittigt benyttet platform for debat mellem læserne og som udveksling af ideer mellem læserne og avisen, hvor vi har hentet forslag og kommentarer, som er blevet benyttet i den journalistiske dækning i avisen. På et tidspunkt lod en gruppe kaldet “Albertslund Drengene” på vores FB-side forstå, at “vi vil blive ved med at brænde af, indtil vi får et sted at være”. Den historie blev vi citeret for i flere landsdækkende medier.

Man kan så med rette spørge:
Fik vi så med garanti stoppet brandene, så det helt sikkert ikke sker igen?
Fandt vi ud af hvorfor de gjorde det?
Fik vi alle vinklerne og nuancerne med?

Nej til det hele. Men Albertslund Posten fik sat lokalsamfundet i sving, vi var primus motor i borgernesegen, aktive inddragelse i problemløsningen. Og det var betydeligt mere tilfredsstillende end hvis vi havde fortsat med Breaking-nyheder ….

Albertslund Postenvandt for sin dækning af brandene guld ved Ugeavisernes Årspris i kategorien Bedste Redaktionelle Initiativ.

Stop brandene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *