Ni sekunders pause blev til ny journalistik

Af Jesper Borup, journalist og radiovært

Kimen til metoden Problemløsende Journalistik blev lagt med en ni sekunders pause i radioen.
Jeg var midt i et interview med en dansk kommunikationschef for et af de større franske bilmærker, da han pludselig blev nødt til at holde en meget lang pause, inden han kunne svare.
Det var fordi, han fik et spørgsmål, han ikke havde hørt før.

Interviewet var et led i et tema, der strakte sig over flere dage i P4 Fyn.
Velmenende organisationer var gået sammen med myndighederne om en kampagne, der skulle sætte fokus på svineriet langs de danske veje. Flere ton affald bliver hvert år smidt ud gennem bilvinduet af bilister, og myndighederne bruger millioner af kroner på at rydde op.
Ni sekunders pause er lang tid i radioen. Stilheden fylder alt. Man får lyst til at reagere, afbryde pausen og tage ordet. Der opstår en psykologisk kamp om, hvem der kan udholde stilheden i længst tid, og lytteren er også med i kampen. Hvorfor siger de ikke noget i radioen? Er der noget galt? Er den overhovedet tændt?

Det var langt fra første gang, sådan en kampagne løb af stabelen, men denne gang prøvede vi at dække kampagnen på en anden måde. Alle kender til fornemmelsen af at sidde med noget affald i en bil uden at have nogen steder at gøre af det, så man smider det ud af vinduet.
Derfor ringede vi til danske talsmænd for de store bilmærker og spurgte, hvorfor der ikke var en skraldespand i bilerne?
Det affødte mange dårlige svar og flere dårlige undskyldninger. Flere sendte aben tilbage til deres kunder, bilisterne: De kunne jo bare tage en pose til affaldet med i bilen eller lægge det i handskerummet, indtil de kom hjem.
Lytterne reagerede, da de havde hørt os stille det samme spørgsmål til talsmændene flere dage i træk. De begyndte af sig selv at skrive ind til os med forslag til, hvad man kunne gøre ved problemet og gav os deres egne erfaringer. Nogle sendte billeder ind af Georg Gearløs-løsninger og steder i bilen, hvor de havde fundet plads til en lille affaldsspand.

En enkelt kommunikationschef forstod, at der var tale om et problem, han faktisk kunne være med til at løse, hvis han ville.
Det var det, der gav den ni sekunder lange pause i radioen, affødt af det simple spørgsmål: Hvorfor er der ikke en skraldespand i jeres biler?
Under de ni sekunders pause kunne man fornemme at vi her havde fat i noget.
Vi havde at gøre med en professionel kilde, der levede af at svare på spørgsmål om sit firma, og havde alle forventelige spørgsmål og svar skrevet ned på en FAQ, som han til enhver tid kunne trække frem fra skrivebordsskuffen. En professionel kilde, der lige pludselig ikke vidste, hvad han skulle svare.
Ikke fordi, han var blevet naglet til bordkanten af en byge af kritiske, undersøgende spørgsmål, og nu fortvivlet søgte efter en udvej, men fordi vi havde udpeget et konkret og reelt problem, som han kunne være med til at løse. Jeg tror, det var det, han opdagede i de ni sekunder. At han ikke havde noget at vinde ved at lade være med at deltage i løsningen af problemet. Han måtte melde sig ind i historien med et bud på en løsning. Det gjorde han ved at tage ordet efter de ni sekunders pause og henvise til, at han skulle til et møde senere på året med bilproducentens hovedafdeling i Frankrig. Han lovede at tage problemet op og bede virksomhedens designere udvikle en løsning.

Her stoppede dækningen af historien for vores vedkommende, primært fordi vores på forhånd aftalte kampagneuge var slut. Men den burde ikke have sluttet her. Vi burde have tjekket, om kommunikationschefen gjorde, som han sagde, og om der kom noget ud af det, dækket, hvad bilproducenten videre foretog i sagen. Vi burde have fulgt op på historien, indtil problemet var løst.
Det skrev vi os bag øret til næste gang, vi havde et konkret, reelt problem at fortælle om – hvilket, vi havde flere gange den følgende periode. Når man først er på udkig efter konkrete, reelle problemer, som man kan bidrage til at få løst med journalistik, får man øje på dem alle vegne. Et af de vellykkede problemløsende forløb begyndte, da en journalist fra redaktionen, Stine Lilliecrona, var ved lægen med sin datter.

Nys, nøddeallergi og lange ventetider

Det var en speciallæge i Odense, en børnelæge, og Stine havde undret sig over, hvorfor der var en flere måneder lang ventetid.
Lægen mente, at årsagen skulle findes i en kombination af bekymrede forældre, autoritære pædagoger og bureaukratiske mellemledere.
Hver gang, forældrene bad pædagoger i en daginstitution om at tage et særligt hensyn til deres barn, krævede pædagogerne en lægeerklæring. Der var ingen vej udenom. Hvad enten det var overfølsomhed for kattehår, dårligt knæ eller mistanke om mælkeallergi, skulle der en lægeerklæring på bordet, hvis pædagogerne skulle tage et særligt hensyn.
Det krav gav børnelægerne så meget ekstra arbejde, at det var medvirkende til, at ventetiden altså var vokset dem over hovedet. Kravet om lægeerklæring betød hver gang ny konsultation, undersøgelse og udarbejdelse af selve erklæringen.

Vi spurgte først pædagogerne, hvorfor det var nødvendigt med lægeerklæring for selv den mindste lille mistanke om nøddeallergi.
Det var det af to grunde. Den ene var, at forældrene stillede så mange krav i hverdagen, at det var nødvendigt med dokumentation for de krav, der skulle tages særligt alvorligt. Ved siden af de sundhedsmæssige hensyn, var der også forespørgsler på særlige hensyn til lille Emma, der gik på, at hun ikke kunne lide at lege ude i regnvejret og hvem, hun helst ville sidde ved siden af under madpakkespisningen.
Eet var at forsøge at tage hensyn til de forskellige almindeligheder, forældrene bad om, noget andet at skulle tage særlige hensyn til detaljer, hvor børnenes sundhed stod på spil.

Den anden grund var, at kravet om at bede om lægeerklæringer kom fra pædagogernes overordnede.

Derfor gik vi videre til netop de overordnede og spurgte, om de var klar over, hvilke konsekvenser, deres krav havde?
Det var de ikke. De havde ikke regnet ud, at lægeerklæringer til alle de af kommunens børn, der havde behov for det, ville få ventetiderne til at vokse hos børnelægerne.
Men kommunens overordnede embedsmand på området var faktisk ked af, at det forholdt sig sådan.
Vi spurgte, om det var muligt at sætte sig sammen med lægerne og finde en løsning på problemet?

Nogle dage senere kunne vi fortælle, at det var det.
Lægerne og kommunen havde fundet en ledig time i kalenderen, og tre uger efter, at vi har sat sagen på dagsordenen, er parterne blevet enige om en ny løsning.
I stedet for lægeerklæringer og dyr og tidskrævende ventetid, er parterne blevet enige om en ny standarderklæring, der blot skal stemples. Samtidig får forældrene med det samme en behandlingsplan med, som de kan vise de ansatte i daginstitutionen.
Både læger og kommune er tilfredse med løsningen.
Odense Kommunes børn- og ungeoverlæge Susanne Buhl takker sågar mediets indsats for åben mikrofon.

– Ofte er man jo ikke klar over alle de konsekvenser, ens beslutninger har, og de problemer, det kan skabe. Man finder meget sjældent plads i kalenderen til selv at undersøge den slags ting, derfor er der grund til at takke journalisterne for at sætte problemet på dagsordenen og efterspørge en løsning. Hvis ikke, de havde gjort det, ville problemet blive ved med at være der, sagde hun.

Et halvt års tid senere kan vi fortælle i radioen at ventetiden hos børnelægerne er faldet. Ikke at vi skal tage hele æren for faldet, men journalistikken havde formentlig bidraget til det.

Rækkefølgen er afgørende

En hovedpointe i det konkrete arbejde med problemløsende journalistik er rækkefølgen af vinkler. Rækkefølgen sikrer formålet: At løse problemer med journalistik.
Hvis ikke reglerne for rækkefølgen overholdes, glider historien ud af hænderne på os – som med megen anden nyhedsjournalistik.

Der er to regler, det er vigtigt at overholde:
Opfølgninger (vinkler) på historien skal hele tiden pege frem mod en løsning.
Den næste opfølgning skal være et skridt tættere på en løsning end den foregående.

Det kan man læse ud af næste eksempel.

Smart Ferrari på en smal grusvej

Det tredje eksempel, jeg her vil kigge nærmere på, viser hvordan problemløsende journalistik kan starte en proces, som andre fører videre.
Computerne er så godt som droppet i Svendborgs skoler, lyder vores første vinkel i det, der bliver til et vellykket problemløsende forløb.
Et nyt fælles it-system var så fyldt med fejl, at lærere helt var begyndt at fravælge computere i undervisningen. Og hvis lærerne alligevel valgte at tage chancen og satse på at bruge computerne i undervisningen, måtte de altid sørge for at have en plan B klar.

Ofte kan det ellers være svært at få faggrupper som lærere, socialrådgivere og andre offentligt ansatte til at stå frem og fortælle om de konkrete problemer, der besværliggør deres hverdag. Men her var det lykkedes P4 Fyns reporter Pia Duus Jensen at få hul igennem til et par lærere, der gerne ville fortælle om problemet.

En havde brugt en hel time på at få ni elever logget på computerne. Tre andre elever kom aldrig på, og resten var så lang tid om at logge på, at de reelt havde ti minutters undervisning tilbage, da de endelig var klar.
Problemet syntes uoverskueligt for kommunens IT-afdeling. Svendborg havde kun afsat 1 1/3 årsværk til at tage sig af de 19 skolers IT. Og de timer blev lige nu brugt andre steder i IT-afdelingen, hvor der efter forvaltningens vurdering var større problemer.
Kommunen havde altså ikke en plan for, hvordan IT-problemerne kunne løses.

Vi var på redaktionen i tvivl om, hvorvidt vi turde lave problemløsende journalistik på sagen. Vi kendte alle til historier om IT-problemer og den afmægtighed, det medførte. Ville det være at tage munden for fuld at tro, at vi kunne bidrage til at løse et så kompliceret problem?
To reportere, Pia Duus Jensen og Per Voight, gik i gang med at lave grundlæggende research på problemets omfang i Svendborg og andre fynske kommuner. Situationen viste sig at være forskellig fra kommune til kommune, og der var derfor grund til at tro, at problemet kunne løses.

Vi besluttede at lave problemløsende journalistik med følgende definitioner:
Problemet var, at computerne ikke kunne logge på netværket, når man tændte dem.
Den løsning, vi gik efter at bidrage til med vores journalistik, var at få computerne til at fungere, så eleverne igen kunne bruge dem i undervisningen.
Hvordan problemet skulle løses – og om, det overhovedet skulle prioriteres at få det løst – var ikke i vores hænder, men målet med journalistikken var klart. Og min opgave som redaktør var at hjælpe med at dirigere journalistikken i den retning.

Næste skridt blev at kortlægge problemets omfang på Fyn og beskrive en problemløsende vej fremad:
En IT-ekspert fra Middelfart, der havde løst problemerne dér, tilbød at hjælpe Svendborg.
Vi fortalte, at der i Assens var lignende store problemer, og at skolerne i Kerteminde stod foran at indføre systemet og forventede problemer. Den lokale kommunale IT-medarbejder havde svedige håndflader og sommerfugle i maven, for han havde hørt om problemerne fra kolleger i visse andre kommuner.

Til gengæld fungerede systemet fint i Nyborg og Middelfart, hvor vi altså fandt en IT-ekspert, der mente at kunne hjælpe Svendborg.
Han forklarede, at Svendborg Kommunes nyindkøbte IT-system var som en smart og moderne Ferrari, mens den digitale infrastruktur, der skulle huse systemet, var som en slidt grusvej.
Svendborg – og andre kommuner med lignende problemer – forsøgte altså at få en topmoderne sportsvogn til at køre på en slidt grusvej.

Dagen efter jagtede vi et svar på, om Svendborg Kommune ville tage imod den tilbudte hjælp?
Her kunne vi mærke, at vi stødte på en stolt kant hos den ledende embedsmand på området.
Jo, han takkede ja til hjælpen udefra….Men han ville altså godt lige selv undersøge sagen nærmere, holde et møde med IT-leverandøren, skolelederne og forsøge at aktivere de eksperter på området, der var i hans egen kommune.
Så det blev vores næste historie: At kommunen nu ville undersøge, om det kunne lade sig gøre at få løst problemerne.

Herefter reagerer oppositionen i Svendborg og kræver at problemet bliver taget op i det relevante politiske udvalg.

Kort efter har kommunen holdt sit møde med de involverede parter, leverandør og IT-eksperter og lover, at problemerne vil blive løst. Kommunens næste skridt vil være at lægge en handlingsplan. Ugen efter kan vi fortælle om denne handlingsplan. Kommunen først vil høste de lavthængende æbler i problemkomplekst, som den ledende embedsmand kalder det, og derefter tage fat på de større problemer, således at eleverne vil kunne tage computerne i brug i marts 2009.

Herefter opgraderer kommunen midlertidigt antallet af ansatte i IT-afdelingen, der går i gang med, sammen med leverandøren, at løse problemet ud fra de forskrifter, kollegaen i Middelfart har anvist.
For at løse problemet går de i gang med at lave grusvejen om til en motorvej.
Vores næste skridt giver sig selv: Vi følger sagen og ser, om det lykkes for kommunen at løse problemerne.

Vi tjekker altså, om kommunen holder, hvad den lover, efter at vi kritisk har sat en problematik på dagsordenen, der ellers ville have forblevet uløst og usynlig. Det er helt traditionelle redskaber fra journalistens værktøjskasse.

Det nye redskab, vores konstruktive, problemløsende bidrag har været at være med til at starte en proces, som kommunens folk nu fører videre.
I udgangspunktet er vores historie helt almindelig, kendt journalistik. Vi forholder os undersøgende og kritisk til en sag for at lave den bedst mulige nyhed.
Det er i opfølgningerne, problemløsende journalistik opstår. Når nogen har en ide til, hvordan et problem kan løses, og vi fortæller om det, og når nogen derefter sætter sig for at løse det.

Det giver os en ny rolle, der kan beskrives som ordstyrerens eller dirigentens rolle.

Skal journalistik tage ansvar for samfundets udvikling eller skal vi stå vi på sidelinien og fortælle om det?
Det er et spørgsmål, der ofte dukker op i diskussionen om konstruktiv og problemløsende journalistik.

Det reelt nye i problemløsende journalistik er, at vi tager ansvar for at gøre historien færdig.
Ikke ansvar for at løse problemet, men for at spørge, om det KAN løses. Og i så fald – hvem, der kan og hvornår?
Vi indtager den dygtige ordstyrers rolle.
Ordstyreren var den, der i gamle dage styrede slagets gang ved et møde i forsamlingshuset, hvor lokalsamfundets problemer blev sat til debat. Den dygtige ordstyrer sørgede for, at problemet blev beskrevet ordentligt, så alle fremmødte kunne forstå det. Og herefter for, at alle relevante parter blev hørt.
Alle, der havde en ide til, hvordan problemet kunne løses, fik ordet. Ingen gik hjem fra mødet uden at ordstyreren havde sørget for, at nogle påtog sig at arbejde med en løsning af problemet.
Og når man mødtes næste gang, ville ordstyreren spørge, hvordan det gik med problemløsningen?

En ideel fremstilling af deltagerdemokratiet fra før, verden gik af lave?
Ja, men med en klar pointe: Denne ordstyrerrolle er der ingen i samfundet, der har påtaget sig i dag.
Det kan journalisten gøre.
Samtidig med at vi gør journalistikken en tjeneste ved at gøre den synlig og nødvendig som problemløser i brugernes reelle liv og hverdag, gør vi også samfundet en tjeneste, fordi ingen andre har taget ordstyrerrollen. Det trænger samfundet til, at nogen gør.

Ni sekunders pause blev til ny journalistik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *