Konstruktiv journalistik i historisk perspektiv
Forsøgene på at fremme en mere konstruktiv journalistik har ringe nyhedsværdi i de hjemlige mediehuse. Men der har gennem tiden skjult sig mange forskellige motiver bag forsøgene på at lade journalistikken spille en mere aktiv rolle i forhold til at løse samfundets presserende problemer.

Af Peter Bro

“Journalistiken har plantet sit Banner paa Jordklodens mest modsatte Poler, og man kunde synes, at saa var der ikke mere nyt Land for den at vinde. Men Aktions-Journalistiken aabner for Bladene nye og ubegrænsede Territorier. Et moderne Blad, som med Rette kan sige, at intet menneskeligt er det fremmed, finder overalt, hvor det vender Blikket, fuldt op af Opgaver.” Sådan skrev Henrik Cavling i anledning af Politiken´s 25 års jubilæum i 1909.

Men både tidligere – og senere – i mediehistorien har mange danske medier forsøgt at spille en mere aktiv og konstruktiv rolle i samfundslivet. Allerede fra de første såkaldte periodiske udgivelser herhjemme – det vil sige udgivelser, som udkom med en vis regelmæssighed – har mediernes ejere, ledere og menige redaktionelle medarbejdere på forskellige måder forsøgt at skabe ”fælles foretagender” med danskerne af den slags, som Cavlings programerklæring lagde op.

Aktiv nyhedsformidling i opinionens tjeneste

Den første gang, at den stramme statslige styring af indholdet i de danske medier blev løftet skyldtes det, at staten i midten af 1700-tallet forsøgte “at mobilisere den offentlige mening som støtte for den reform-lovgivning, der skulle befæste enevælden,” som det bliver konstateret i Dansk Mediehistorie. Dette opgør med datidens decentrale samfundsform, hvor godsejerne stod for alt fra skatteopkrævning til soldaterudskrivning, førte til en invitation til landets indbyggere om at deltage i debatten om, hvordan en række af landets fremtidtige problemer bedst kunne løses.

“Hvem, der vil, Høj eller Lav, Adel eller Uadel, Gejstlig eller Verslig, Lærd eller U-studeret,” lød invitationen fra Frederik den 5.´s overmarskal, og det var en invitation, hvori der blev udtrykt håb om, at borgerne havde lyst til at bidrage til Danmarks og Norges Oeconomiske Magazin med “alle de Indsigter, som tjener til at vedligeholde Landets Velstand, formindske Udgifterne, formere Indkomsterne og i Almindelighed Folkets Nødvendighed”. Resultatet blev borgerbidrag, der indeholdt forslag om alt fra øget biavl til gennemgribende reformer af landbolovgivningen.
Det var naturligvis langt fra alle indlæg, som bidrog til at fremme handling blandt læserne, ligesom der var naturlige grænser for, hvem der havde evner og muligheder for at bidrage til debatten. Men når den mere eller mindre direkte censur, som havde præget danske medier indtil da, blev fjernet til fordel for en bredere debat, skyldes det, at mobiliseringen af landets indbyggere skulle legitimere en stærkere statslig styring, hvor lokale godsejerne og adelige fik mindre magt.
Denne brug af medierne var dog samtidig en farlig inspirationskilde. For som det siden skulle vise sig, kunne mobiliseringen af borgerne gennem medierne ikke blot anvendes som led i den opinionsstyrede enevældes forsøg på at løse egne problemer i forhold til landets styring. Det kunne også anvendes af de selvsamme samfundskræfter, der op gennem 1800-tallet forsøgte at stække enevælden til fordel for en mere folkelig styreform. Det kom blandt andet til udtryk med en af dansk mediehistories vigtigste udgivelser: Fædrelandet.

Første nummer af Fædrelandet indeholdt en programerklæring, hvori det blevet fremhævet, at “det skrivende Publicums Medvirkning” var mindst ligeså vigtigt som “det læsende Publicums Understøttelse,” som bladets grundlægger C. N. David formuldrede det i 1834. Program-erklæringen beskrev endvidere, at man ville “skildre det Fortrinlige og Gode, som vi ere i besiddelse af, at udpege vore Mangler og hvad vi kunne ønske rettet og forbedret, og at henlede Blikket paa hvad vi endnu kunne ønske at opnaa.” Målet var et vække danskerne til kamp for at sikre en større folkelige indflydelse i forhold til landets udvikling i forhold til stort og småt.

Arbejdet i omsætningens og offentlighedens tjeneste

Den aktive kamp for at sikre en mere folkelig styreform bar frugt med indførslen af junigrundloven i 1849. Men den aktive brug af medierne stoppede ikke. For efter 1849 blev medierne nu indrulleret i tjeneste hos de fremvoksende partier. Fælles for den partipresse, som gennem sidste halvdel af 1800-tallet skød op over størstedelen af landet, var således, at den blev anvendt som organ for politisk agitation, organisation og mobilisation. Bladene skulle samle borgere, fremme diskussionen om politiske spørgsmål og sørge for, at diskussionerne fik følgevirkninger.

Et af de partiorganer, som skød op var dagbladet Politiken, hvis stifter, Viggo Hørup, var et levende vidnedsbyrd om sammensmeltningen mellem politik og presse. Igennem flere år var Hørups arbejdsdag delt mellem hans virke som redaktør og folketingsmedlem, og da han stoppede som redaktør, var det for at tiltræde som minister. Viggo Hørup blev ved sin død fremhævet for, at have skabt et blad, der udmærkede sig ved sine “Tilskyndelser til handling,” men det var en ambition som med samme ret kan anvendes om Henrik Cavling.

For Henrik Cavling, der overtog ledelsen efter Hørup, var mobiliseringen af læserne nemlig også en mærkesag, om end det nu skete med henvisning til hensynet til offentligheden. “Bladet staar frit til Pengemagt og Partier,” fastslog han på dagen, hvor Politiken gik ind i sit 25. leveår, og i samme forbindelse fremhævede han, at bladet nu arbejdede aktivt i “offentlighedens tjeneste”. Dette arbejde i offentlighedens tjeneste, hvor Politiken forsøgte at etablere “fælles foretagender” med læserne, som han selv formulerede det, havde dog ikke alene en idealistisk forklaring.

For med Henrik Cavlings overtagelse af det redaktionelle ansvar var forsøgene på at mobilisere læserne mindre motiveret af forsøg på at fremme en partimæssig omvendelse og mere af forsøg på at fremme en større omsætning og bladmæssig overskudsgrad. Konkurrenterne holdt sig i den forbindelse ikke tilbage for at anvende mange af Henrik Cavlings journalistiske metoder og virkemidler i forsøgene på at fremme handling blandt læserne, men som flere forskere har mindet om, er det vigtigt at sondre mellem forskellige motiver bag mediernes konstruktive arbejde.

Arbejdet i offentlighedens tjeneste gav i den forbindelse Politiken bedre muligheder for at appellere til potentielle læsere med en anden partipolitisk baggrund, og dette arbejde i offentlighedens tjeneste blev ikke blot en stor salgssucces for Politiken i starten af 1900-tallet, men med tiden også en inspirationskilde for mange andre danske nyhedsmedier. Op gennem den resterende del af det 20. århundrede skete der således en bevægelse mod både kommercialisering og demokratisering af medierne, hvor grænserne mellem “news” og “views” blev stadig mere fasttømrede. Med det resultat, at opinionsstoffet med tiden er blevet henvist til særlige redaktionelle reservater.

Konstruktivt arbejde i nutidens nyhedsmedier

Den gradvise opløsning af dagbladenes politiske farvninger op gennem det 20. århundrede var ikke ensbetydende med, at de fælles foretagender med læserne blev foldet ud i stadig større målestok. Tværtimod. For henover det 20. århundrede blev det repræsentative demokrati, nationalt såvel som lokalt, stadig mere udfoldet i Danmark, og derfor har det med tiden givet mere og mere mening for mange danske redaktionelle ledere og medarbejdere, at man spørger samfundets beslutningstagere, hvad de vil gøre for at løse samfundslivets problemer fremfor almindelige borgere.

Men i de sidste årtier af 1900-tallet fik en blanding af idealisme og kommercialisme stadig flere journalister og redaktører på begge sider af Atlanten til at eksperimentere med nye former for journalistik, hvor borgerne på ny blev involveret, og hvor mediernes aktivt forsøgt at hjælpe deres samfund med at blive bedre til at løse deres problemer. Det var forsøg, som gik under navne som ”Public Journalism, ”Civic Journalism”, ”Solutionsbased journalism”, ”medborger-journalistk”, ”ergonomisk journalistik” og mange andre betegnelser, men som alle havde til hensigt at fremme mere problemløsende og borgerinddragende former for journalistik.

Danmark har i den sammenhæng været fremhævet i flere internationale forsknings-udgivelser som et sted, hvor man ikke har været bange for at eksperimentere med sådanne nye former og normer for nyhedsformidling, og udbredelsen af den konstruktive journalistik er udtryk for, at dette udviklingsarbejde nu fortsætter herhjemme. Men til forskel for andre lande har vi også en lang historisk tradition for, at vores medier aktivt har forsøgt at fremme handling blandt deres publikum. Selvom motivationen dette arbejde har ændret sig fra at handle om politik og penge til de mere publicistiske bevæggrunde, der synes at være styrende for den nuværende forsøgsvilje.

Peter Bro er professor (mso), ph.d. og leder af journalistuddannelserne i Odense og dele af denne artikel er inspireret eller direkte citeret fra hans bøger om den aktive journalistik: ”Journalisten som aktivist” og ”Aktionsjournalistik”.

Konstruktiv journalistik i historisk perspektiv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *