”Giv dem en chance – så giver vi en omtale” – med lokalavisen på jobjagt

Af Finn Due Larsen, Albertslund Posten

Kan det virkelig være rigtigt, at ingen virksomheder i Albertslund vil ansætte unge med særlige udfordringer?

Det spørgsmål stillede en boligsocial medarbejder i boligadministrationsselskabet Bo-Vest til Albertslund Posten (AP), og frustrationen og skuffelsen var tydelig. Han kæmper hver dag hårdt for at få unge ud i job, som enten har en kriminel baggrund, psykiske vanskeligheder, diverse diagnoser, belastet familiebaggrund, osv. En tur op ad bakke, kunne man forstå.

Frem for blot at bringe den triste melding fra den boligsociale medarbejder til torvs som en traditionel nyhed i avisen, besluttede vi på AP at gribe sagen mere konstruktivt an.
Afsættet var en artikel om to unge fra Albertslund, der fik en ny chance – men i et firma i Brønshøj, i Københavns Kommune. Kunne det virkelig være rigtigt, at ingen i lokalområdet Albertslund ville ansætte dem?

Det spørgsmål formulerede vi som en åben opfordring/kærlig provokation i avisen, en regulær jobkampagne, hvor vi til gengæld lovede firmaerne en omtale, hvis de kunne dokumentere, at de gav en 15-30-årig med særlige behov en chance. Vi gik i samarbejde med Jobcentret, og det blev til overskriften:

”Giv dem en chance – så giver vi en omtale”.

En overskrift, der ikke overraskende har delt vandene. Kan en avis det? Love en omtale, mod at et firma ansætter, eller dokumenterer at have ansat, en medarbejder med særlige behov?
Det er nu mest blandt journalister, at vandene deles, har min erfaring været indtil nu. Nogle er begejstrede for den aktivistiske tilgang, andre skeptiske, for skal avisen nu være job-bureau, og er det ikke et skråplan for et medie? Jeg forstår begge holdninger, men mener vi har holdt en god stil hele vejen.

Ikke mindst fordi vi i lokalsamfundet ikke oplevede, at vandene var specielt delte. Reaktionerne var absolut på den positive side, både blandt virksomheder, læsere, politikere, m.fl.
Vi indgik et samarbejde med Jobcentret, hvor vi lagde ud med en artikel, hvor de udtrykte deres holdninger til vores initiativ. Aftalen blev, at vi skrev i avisen, at virksomheder kunne kontakte enten Jobcentret eller avisen, hvis de mente at opfylde kriterierne for at medvirke i serien.
Jeg synes ikke vi gav køb på den redaktionelle frihed ved at have dette samarbejde. Det ville tværtimod have virket mærkeligt, hvis vi gik ind på Jobcentrets ”domæne” på denne måde, uden at de var med som allieret. Vi skulle jo ikke konkurrere med Jobcentret, det ville virke bizart og som en indirekte kritik af at Jobcentret ikke gjorde deres arbejde godt nok.
Generelt tror jeg nok, at man i andre sammenhænge kan lave et problemløsende/ konstruktivt forløb uden at etablere et samarbejde med nogle relevante myndigheder. Ved vores ”Stop brandene”-serie i 2013 havde vi ikke det samme formaliserede samarbejde – men meget tit en hyppig kontakt til – relevante myndigheder. Men i dette tilfælde vil jeg sige, at forløbet ikke var blevet halvt så godt, hvis ikke Jobcentret havde været med på banen.

Der var ikke gået lang tid, før der kom ”hul på bylden”. En tækkemand lod forstå, at han ville ansætte en ekstra medarbejder, efter at have kørt énmandsfirma i mange år. Medarbejderen måtte gerne have en diagnose, da han selv har pårørende med lignende.
En åbenhed, der glædede mig utroligt meget, fordi den fra start ramte lige ind i hjertekulen på ånden i serien. Aftalen var også, at hvis den unge selv ville, ville vi følge op med en artikel om den unges syn på aftalen. Det blev dog ikke til noget, da den unge ikke ønskede det.
En af ulemperne ved serien, som jeg hurtigt opdagede og nok burde have tænkt over inden, var at da det jo er sårbare unge, så er de selvfølgelig ikke vilde med rampelyset = at komme i avisen. Men nogle unge fik vi dog fat i.

Tækkemanden Thobias Søgaard fra Søgaardtæk, der stod frem i Albertslund Posten og fortalte, at han gerne ville ansætte en ung med særlige udfordringer.
Tækkemanden Thobias Søgaard fra Søgaardtæk, der stod frem i Albertslund Posten og fortalte, at han gerne ville ansætte en ung med særlige udfordringer.

For herefter gik det slag i slag. En værktøjsgrossist meldte ud at de meget gerne ville have unge med særlige udfordringer, da de er med til at gøre arbejdspladsen mere rummelig. Det havde de gode erfaringer med, og ville gerne fortsætte med.
En kommunal arbejdsplads fortalte om hvordan man ved hjælp af en målrettet indsats blandt alle medarbejdere firmaet har succes med at få unge, der er kommet ud på en skæv løbebane, på ”rette køl” igen. Og flere er velkomne, lød budskabet.

Et gulvlæggerfirma fortalte om to unge, de ansatte for to år siden, som nu var ved at blive udlært. Begge havde rendt en del rundt ”på gaden” og var på kanten til kriminalitet. Den ene unge stod frem med interview.

Et lagerfirma fortalte om, hvordan alle medarbejderne gerne lader sig involvere i at gøre arbejdspladsen rummelig, bl.a. ved med succes at ansætte en flygtning fra Rwanda.
Dertil kommer flere henvendelser, hvor en omtale strandede af flere grunde. Det kunne være fordi den unge selv på ”målstregen” fortrød, og ikke ville omtales alligevel, og heller ikke ville have firmaets navn frem.

Blev serien så en succes? Alt afhænger af øjnene der ser, og hvilke briller man tager på. Hvis man nu tager titlen helt bogstaveligt:

”Giv dem en chance – så gir vi en omtale”.

Så ser man måske for sig, at vi som lokalavis helt bogstaveligt skal kunne påstå, at unge blev ansat ene og alene på grund af vores kampagne. Set med de briller på, kan det vel kun betegnes som ”en halv succes”. Vi fik kontakt med en håndfuld unge og deres arbejdsgivere, og nogle var formentlig blevet ansat uden vores mellemkomst, andre ikke, men ved at belyse firmaet og de unge og lade dem dele ud af deres erfaringer i avisen til andre virksomheder – ja, så bilder vi os ind, at den håndfuld unge fik en bedre chance gennem avisen.
For de og firmaerne kom jo til at agere som ”rollemodeller” for andre unge og andre firmaer, og det gavnede de unges fremtidsmuligheder, og det gav firmaet en positiv omtale, som vi bilder os ind har givet andre firmaer ”blod på tanden” til at gøre noget lignende.

Så tager man de briller på, at vi ikke tager titlen på serien alt for bogstaveligt, men i stedet følger dens ånd, ja, så vil jeg betegne den som en stor succes.
For vi fik aktiveret lokalsamfundet i et meget vigtigt emne, den rummelige arbejdsplads. Virksomheder, som nævnt, men også mange læsere var aktive, i form af kommentarer på vores Facebook-side og i debatindlæg, hvor avisen blev rost for initiativet, og blandt politikerne var der også anerkendelse af at vi gjorde en indsats for jobskabelsen. Så vi fik spredt en masse ”positive ringe” om emnet unge med særlige behov, fleksjob og den rummelige arbejdsplads.
Og redaktionen får stadig løbende henvendelser fra firmaer i lokalområdet, der gerne vil gøre noget for målgruppen, og jeg har et par emner til artikler i den kommende tid, der falder inden for emnet. Så ja, alt i alt har jeg en succesfølelse over serien, når man gør hele regnebrættet op.

Ikke mindst fordi det hele kunne været strandet påen traditionel énkildes nyhedshistorie om, at det er for dårligt, at Albertslund ikke gør nok for de unge med særlige behov… I stedet fik vi besvaret spørgsmålet i starten af teksten med et klart nej:

”Det er IKKE rigtigt, at virksomheder i Albertslund ikke vil ansætte unge med særlige udfordringer.”

Albertslund Posten vandt for serien “Giv dem en chance” sølv ved Ugeavisernes Årspris, i kategorien Redaktionelle Ideer og Initiativer.

”Giv dem en chance – så giver vi en omtale” – med lokalavisen på jobjagt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *